Normalt har vi ikke svært ved at finde et påskud for at tage til Italien. Vinene og delikatesserne finder jo ikke sig selv, vel?
Men derfor er det nu også dejligt når trafikken går den modsatte vej. Som da Caterina fra Pieve de Pitti for nylig skrev: har I ikke lyst til at få min far på besøg og hjælpe jer med at introducere vinene for jeres kunder? Havde vi nu været nærtagende kunne vi godt have optaget det som en kritik af manglende salg, men rent faktisk har vinene solgt godt, og da både vinene og Caterinas far, Sergio, er yderst sympatiske bekendtskaber var vi ikke sene til at takke ja.
Derfor vil vi gerne invitere Jer til Hølletvej 1 i Stauning, fredag den 12. oktober mellem 18 og 20, hvor Sergio vil skænke op og forklare om vinene (Caterina er selv optaget af høsten og kan ikke rejse på det her tidspunkt af året). Det kunne nemt være der også var lidt godt at gumle på. Vi er derfor også begrænset på antallet af pladser hvorfor tilmelding er nødvendig nedenfor.
Lidt yderligere oplysninger om Pieve de Pitti:
Som så mange andre toscanske vingårde ligger Pieve de Pitti gudesmukt placeret på en bakketop (nogen af jer har jo været der og kan bevidne det). Gården ligger mellem Pisa og Volterra og er derfor i Chiantiregionen, men det er bestemt ikke et fashionabelt område rent vinmæssigt. Men hvad gør det når man alligevel gør tingene på sin helt egen måde.
|
Caterina er uddannet arkitekt, men synes ikke det helt gav mening. Hun ville hellere arbejde praktisk og det kan man roligt sige, at hun også er kommet til. At være vinbonde er et tungt og slidsomt arbejde, bl.a. er vildsvinene i bestemte perioder meget glade for druerne, og så er eneste mulighed for at holde dem væk at patruljere markerne om natten med et ladt gevær. Det gør hun så, Caterina….
Hun har sine meningers mod og et udtalt italiensk temperament, og det afspejler sig fint i vinene, som faktisk er meget personlige og ikke minder så meget om noget vi kender. Bliv ikke forskrækket, det er ikke naturvin eller helligt på nogen måde, de har bare deres egen tone, som vi rigtig godt kan lide. 2 hvide og 4 røde laver hun (og så en fabelagtig Vin Santo, som desværre koster det halve af statsbudgettet). I kan læse mere om vinene (og se billeder af vingården) på http://www.pievedepitti.it
Vi håber på at se jer – og kan garantere godt selskab og gode vine. I grunden ikke så galt…….
Bedste sensommerhilsner
juhl & agger
NB!
Sergio taler et udmærket engelsk, så det er ikke nødvendigt at pudse de italienske sprogkundskaber af..
|
|