Cocktails og besøg af Michelin kok
Græsset grønnes, kvinderne kønnes, mændene mildnes……….
Skulle det friste nogen til skørlevned og sansestimulation byder Juhl & Agger sig gerne til. Vi hylder de lyse nætter med et arrangement
fredag den 8. juni kl. 18.30-21.30 i Stauning.
Og se lige hvad vi har hidkaldt af forstærkning til en ganske særlig aften:
Maden er lagt i hænderne på kokken Jesper Krabbe. Han var souschef i køkkenet på Henne Kirkeby Kro, da Michelin gav dem først 1 og siden 2 stjerner. Nu har han trukket sig fri af den hektiske Michelinverden og er flyttet tilbage hvor han kommer fra, nemlig Lemvig. Her har han etableret sit eget firma (www.krabbefood.dk), hvor madlavningen primært sker over bål.
Han laver smagsprøver (ikke et fuldt måltid) – i dag lød inspirationen på krabbe (hvad ellers?) med avocado og miso efterfulgt af terrin af confiteret and med foie gras og så noget friskbagt brød. Men det kan såmænd ændre sig mange gange inden den 8. juni – her råder sæsonen og dagens råvarer.
Maden bliver matchet af cocktails fra Bottle Rocket i Aarhus. Startet af Jakob og Jesper, som har arbejdet i cocktailbranchen i adskillige år. Bottle Rocket laver færdigblandede cocktails i flotte lommelærker (2 cocktails pr flaske). Jakob kommer til Stauning og hælder op for os – de har i alt 8 færdigblandede muligheder – og det er værd at notere sig at deres drinks er baseret på enten Njord gin eller Stauning Whisky. Glem alt om sukrede og syntetiske drinks med en halv frugtskål i glasset og sjove paraplyer. Det her er luksusdrinks med fuld smæk på smagen og fantastisk velafbalancerede. Hvis du elsker vodka og juice vil det nok føles som en lang aften…..
Inkluderet i prisen er smagsprøverne fra Michelin kokken samt 3 cocktails, 2 med Njord gin og en med Stauning Whisky – og så er der naturligvis masser af lejlighed til at købe flasker med hjem til sommeraftenerne på terrassen.
Prisen er 400 kr. pr person, og vi sælger 40 pladser efter først til mølle princippet. De første invitationer gik ud via vores nyhedsbrev men vi har p.t stadig en håndfuld pladser ledige.
Ses vi i Stauning?
Skriv til os på info@juhl-agger.dk så kontakter vi dig for de nærmere detaljer.

