Ostetilbehør
Lidt godt brød og forskellige oste, så behøver man ikke meget mere for at få en god aften. Det skulle da lige være lidt lækkert i glasset (og i den forbindelse hører det med, at rødvin sjældent er den bedste ledsager til ost. Garvesyren kolliderer med det fede og det salte i ostene. Vi giver gerne råd om, hvad man kunne prøve alternativt).
Godt brød kan I finde en opskrift på andetsteds på siden (opskrifter). Måske er det også værd at tænke over, at danskere stort set er de eneste i verden, der spiser ost oven på brød. Prøv gerne at skære ostene i mundrette stykker, og så spise dem rent. Så smager man tydeligere de enkelte ostes karakteristika. Brødet kan man passende smage indimellem ostebidderne, sådan for afvekslingens skyld.
I kan tilføje kompleksitet ved at servere tilbehør til ostene. Oste er helt grundlæggende fede og salte, og har derfor godt af modspil i form af noget skarpt eller noget sødt.
Mulige emner fra juhl & agger sortimentet som tilbehør:
- Honning (sødt)
- Valnødder i honning (sødt og bittert)
- Oliven (bittert)
- Sennepssyltede oliven (sødt og skarpt)
- Trøffel/Barolo-sirup (sødt og krydret)
- Lagret Balsamico (skarpt og krydret)
- Kvædemarmelade (sødt)