Pizza
En pizza er – som næsten al italiensk mad – helt enkel. Det kræver derfor, at ingredienserne og teknikkerne er i orden, ellers ender det sørgeligt!
Først lidt om dejen. Koldhævning (altså mange timer i køleskabet, bedst natten over) giver meget mere smag til bunden, og gør dejen nemmere at arbejde med. Så det i den grad anbefales.
Opløs 5 g gær i 6 dl koldt vand. Tilsæt 300 g durummel og 600 g hvedemel (allerbedst noget bagestærkt mel med højt proteinindhold – gerne over 12 %) og godt en spiseskefuld groft salt (ja, du læste rigtigt ! Der skal godt med salt i). Ælt nu dejen længe og grundigt – det er helt afgørende for det færdige resultat. Det nemmeste er afgjort at bruge en røremaskine, men dejen kan godt håndæltes. Forsæt til dejen er blank, smidig og elastisk – regn med mindst 10 minutter i røremaskinen. Læg dejen i en oliesmurt skål og sæt den i køleskabet natten over.
Et par timer inden du skal bage pizzaerne tager du dejen ud af køleskabet og former ca 8 kugler – det er lidt svært at beskrive med ord. Kig i stedet på denne video : https://www.youtube.com/watch?v=EJX3-DjL2NQ. På det efterfølgende klip kan du se hvordan dejen formes til pizza efter at have efterhævet et par timer.
Når pizzaen skal bages skal der masser af varme til. Allerbedst er en træfyret stenovn (og de kan efterhånden købes i mange forskellige udgaver). En almindelig husholdningsovn går også an – den kan forbedres dramatisk ved at købe et bagestål eller en bagesten, som pizzaen placeres på. Det giver massiv varme fra bunden af ovnen – lige det, der skal til for en vellykket pizza.
Hvad angår fyld er der frit lejde. Herfra skal bare lyde en opfordring til at huske at pizza stammer fra Italien – hvor enkelheden er afgørende. Så top pizzaen efter devicen : lidt, men godt. Kebab, bernaise, ananas, creme fraiche-dressing og spaghetti kan bestemt være godt. Bare ikke på en pizza, vel ?